Fil 29 12 2016 23.49.29

kold luft og varm kaffe

Stempelkanden med det blanke låg og det mørke, næsten livreddende indhold på en kold morgen er en fast del af tv-programmet “Nak og æd”. Stempelkanden har fået en næsten ikonisk status, virker det til. Som en stilfærdig hyldest til programmet, drikken og den danske vinter tilbragte jeg derfor en en eftermiddagsstund med netop varm stempelkaffe og kølig vinterluft.

På kanten af bugten

Mens bølgerne en efter en ramte bredden af Aarhus Bugt, kiggede jeg i skovbunden efter kviste, der ikke var alt for våde. Det er næsten sjælelig medicin at have så enkel en opgave. At finde pinde og tænde et bål for at lave en kop kaffe. Besværligt måske, når man nu bare kunne have fyldt en termokande, men på en lidt skæv måde virkede det nu fuldstændigt meningsfyldt.

Imens kajakroerne gled af sted på bugten, fik ilden fat i mit lille bål. Flammerne voksede sig store, og vandet i gryden kom i i kog – og kort efter var kandens stempel presset i bund, og der var kaffe i koppen. Jeg ved ikke, om den smagte bedre, end den ville gøre ved køkkenbordet, men sådan en dag med bål, bugt og friskbrygget kaffe kan nu noget.